|
Nikolaj er født i januar 1989 og opvokset på Møn i en familie på 5 med mor, far, storebror og lillebror, - samt hund. Som barn og ung spillede han fodbold, dyrkede sport og var spejder. Han var på spejderefterskole og der efter i gymnasiet, hvor han valgte den internationale linje. Efter gymnasiet og et job som postbud på Vestmøn, startede Nikolaj i januar 2008 på den 4-årige uddannelse i Hotelmanagement på Les Roches i Schweiz. Her startede han sammen med 800 elever fra 90 nationer og hans ambition var at uddannelsen skulle bruges til at implementere bæredygtighed i branchen over hele verden. Det blev en fantastisk tid for Nikolaj, med herlige, ambitiøse unge mennesker, søde piger og værdifulde venskaber! Torsdag d. 26. maj 2011 rejste Steffen & jeg til Schweiz for at deltage i afslutningsfesten for Nikolajs årgang. Dagen efter skulle der være dimissionsfest og lørdag morgen havde vi planlagt at rejse hjem alle tre til nogle travle dage og Nikolajs sommerjob på Nørrebro Bryghus. I august skulle han indrulleres i Dronningens Livgarde, 22 år gammel. Festen blev afholdt på toppen af det højeste bjerg i Montana, hvortil man kan køre med bil. Det var en fin fest, og ved midnatstid sagde forældrene godnat til deres unge, så de kunne feste videre og fejre at de var færdige og klar til at indtage hele verden. Sådan skulle det ikke blive for Nikolaj. Hans liv blev sat på standby den nat, da han sagde ja tak til at få et lift med en pige, - Daniela, - ned til skolen efter festen. Følgende er, hvad vi selv stykkede sammen efter samtaler med politi & redningsfolk: Daniela kom til at køre sin bil ud over en bjergside, hvor den rutsjede ca. 200 meter næsten lodret ned og endte i et træ. Undervejs blev Nikolaj, - sandsynligvis – slynget ud af bilen og tumlede i fuld fart ned ad bjergsiden, hen over klipper og træer, og blev til sidst hængende i et buskads med hovedet i en gaffelgren. Daniela var ikke kommet mere til end at hun kunne frigøre sig fra bilen og kravle ud og lede efter Nikolaj i buldermørke og kulde. Hun fandt ham ikke, og begyndte så den lange opstigning, 200 m. lodret, til toppen af bjerget. Her var heldigvis stadig lidt personale tilbage på traktørstedet, som hun slog alarm til. Det tog 20 minutter for politiet at komme op fra Crans Montana, og ledende politiofficer tog straks turen ned ad bjerget og begyndte at lede efter Nikolaj. Han fandt ham, fik ham løftet ned fra busken, og sad med ham i 2 timer indtil redningsberedskabet nåede op fra Sierre nede i dalen. I flere dage svævede Nikolaj mellem liv og død på intensiv afdeling på Sion Hospital i hovedbyen i Vallais, - Rhone-dalen. Han var tilsluttet respirator, drop, trykmåler, intravenøs medicin af mange slags, flere slags måleapparater. Omkr. 7 maskiner bippede og blinkede omkring ham. Det stod klart at Nikolaj var svært og alvorligt hjerneskadet, hårdest var det gået ud over højre frontallap. Hvad det indebar, vidste vi heldigvis intet om dengang. Men i samme øjeblik Nikolajs tilstand var stabil og han var ude af den første kritiske fase, tog jeg den beslutning, at jeg ville sætte ALT ind på, at han skulle have sit liv igen. Der MÅTTE være en vej. Nikolaj er alt for værdifuld til, at verden kunne gå videre uden ham! For os som forældre, - for mig som mor, vil det aldrig blive sådan, at jeg accepterer, at Nikolaj skal leve resten af sit liv som et offer og et vrag, ude af stand til at klare sig selv. Efter indlæggelse i Schweiz var Nikolaj indlagt på Næstved Neurologisk afdeling, hvor jeg fik en feltseng ved siden af Nicolaj, så jeg kunne være ved ham hele døgnet. Jeg kom til at lære en helt fantastisk empatisk, nærværende og kompetent personalestab at kende og jeg hjalp med at vende, bade, træne og passe Nikolaj. Dernæst kom han på Hvidovre Hospital og her blev jeg for første gang kontaktet af en socialrådgiver, som på en meget empatisk og nænsom måde, satte ord på begreber som sygedagpenge, førtidspension, kontanthjælp, forsikringssag og revalidering m.v. Begreber jeg aldrig havde forestillet mig at jeg skulle beskæftige mig med, i forbindelse med mit barn. I min verden, så fastholdt jeg stædigt at Nikolaj i løbet af nogle få uger ville rejse sig og fortsætte sit liv. Jeg kom også for første gang i kontakt med en neuropsykolog, som fortalte mig om faserne i et posttraumatisk amnesi-forløb. Nikolaj gik under sit ophold på Hvidovre fra 2 – 5 på 10-skalaen. Fra Hvidovre Hospital, kom Nikolaj til Vordingborg Sygehus, derefter Kildebo i Faxe, efterfulgt af 5 måneder på Helios Klinik Schweiz og 5 måneder på Kurhus Filadelfia. 11. august 2013 var det igen tid til opbrud, og Nikolaj blev indskrevet som elev på Egmont-Højskolen i Hov. Her tilbragte Nikolaj de næste 5½ år = 11 semestre, sammen med de skønneste, unge mennesker og en helt fantastisk personalestab! De år er uden tvivl de allerbedste i Nikolajs liv! Igennem disse år har vi haft stor hjælp af henholdsvis vores advokat I Schweiz og forsikringsselskabet Axa Winterthur, hvor bilen var forsikret. De seneste 6 år fra januar 2019 har Nikolaj boet på Hjerneskadecenter Obovej i Næstved. Et sted med kærlighed og omsorg, men kun lige niveauet over et plejehjem. Samtlige aktiviteter faciliterer og betaler vi selv for Nikolaj: træning, fællesskab, solskin m.v. 5. januar 2025 fyldte han 36 år. Og 27 maj er det 14 år siden en meningsløs og besynderlig ulykke satte en brat stopper for hans liv som en glad ung mand, netop færdig med sin universitetsuddannelse og på tærsklen til sit voksne liv, som han havde planlagt skulle leves i hele verden med miljøarbejde i centrum. Nikolaj har udviklet sig fra at være på vippen til at forlade os, til at være særdeles levende. Han er stærkt præget af sin frontallap skade, der gør, at han er næsten umulig at motivere til træning eller aktivitet medmindre vi på hundefacon lokker med mad eller drikke. Det er virkelig hårdt arbejde bare at få ham til at lette sig fra sin kørestol! Men han taler, - alle sine 5 sprog; han har humor, charme og lune; han har al sin viden intakt, Ingen kan slå ham i TP, eller overgå hans viden om geografi og historie. Han er spastisk lammet i venstre side, og det kæmper vi og hans terapeuter med. For Nikolajs største ønske er at gå igen. Vejen derhen via både kognitiv og fysisk træning kan han med sin frontallap skade måske nok forstå, men ikke helt acceptere. En vidunderlig sygeplejerske i Sion, Nathalie, sagde til mig: ”hvis dette lykkes for dig, Krista, så skal du vide, at du kommer til at bruge mange år med op, ned og tudeture, - og måske stopper det aldrig”. Hendes kloge ord har faktisk hjulpet mig til at vide, hvad jeg gik ind til, - hun fik ret. Efter næsten 14 år må jeg sande sygeplejerske Nathalies kloge ord: Dette er blevet mit livsprojekt. Fra det øjeblik hvor vi konstaterede, at han ville kunne overleve ulykken, tog jeg den beslutning, at jeg ville kæmpe og sætte al min kraft ind på, at Nikolaj skulle komme tilbage og få så meget af sit liv som muligt igen. Med bygningen af Bakkeby vil det hele måske give mening: her vil Nikolaj og hans tragiske skæbne være facilitator for, at yngre mennesker med erhvervet hjerneskade kan få et indholdsrigt og meningsfuldt kvalitetsliv, i stedet for at være parkeret blandt gamle mennesker på kommunernes plejecentre. I 2022 fik Nikolaj tilkendt en betydelig erstatningssum fra forsikringsselskabet Axa Winterthur, og midlerne herfra har været startgrundlaget for en finansiering af Møn Bakkeby.
|
